26 juni 2013

SALAT MED KIKÆRTER, AVOCADO OG FORÅRSLØG



Nu er det vidst på tide at se noget andet end rabarber ... Jeg er tosset med salater og denne er fuld af gode grøntsager og kikærter. Den kunne være et godt bud på en vegetarisk frokost evt med lidt ristet rugbrød til. Men at være vegetar er skam ikke et krav for at spise denne lækre sommersalat. Den er let at lave især hvis du har kogt kikærterne i forvejen - ellers kan dem fra dåse også anvendes. Hvis du har gulerødder, agurker eller persille i dit drivhus eller have, så brug endelig det! Grøntsager fra haven smager altså af noget HELT andet end supermarkedernes ofte halvkedelige alternativer. Du vil få brug for: 

Til ca. 3 personer:
200 g kogte kikærter
2 avocadoer
3 forårsløg
4 små gulerødder
1/3 agurk
Bredbladet persille


Til dressing:
4 spsk citronsaft
2 spsk olivenolie
Havsalt og friskkværnet peber


Skær avocado, forårsløg, gulerødder og agurk i mindre stykker. Bland det sammen med kikærterne. Bland ingredienserne til dressingen sammen og hæld den over salaten. Pynt med bredbladet persille!


             FØLG MED PÅ BLOGLOVIN' HER FACEBOOK HER PINTEREST HER

22 juni 2013

VANILJEBAGTE RABARBER MED GRÆSK YOGHURT




Hvis rabarbergalskab var en tilstand, ville bloggen helt klart have den! Der er endnu engang gået rabarber i bloggen, ligesom sidste år i rabarbersæsonen, hvor jeg lavede (links) :


Tja, lad os komme til sagen. Bagte rabarber smager himmelsk og kan både spises lune og kolde og med yoghurt, skyr, creme fraise eller vaniljeis til... Det er let at lave og smager af sommer; sødt, friskt og syrligt. Du skal bruge:

500-600 g rabarber
100 g sukker
En vaniljestang, kornene af

Skyl rabarberne og skær dem i ca. tre cm store stykker. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med sukkeret. Læg rabarberne i en lille bradepande og hæld vaniljesukkeret over. Rabarberne bages ved 225 grader i ca. 15 minutter til de er møre men stadig "holder formen". 

De kan serveres som dessert i et lille glas med græsk yoghurt eller vaniljeis enten lune eller afkølede. Dee smager også skønt som morgenmad med lidt hjemmelavet granola (link) på yoghurtversionen. 

GOD LØRDAG!



13 juni 2013

SOMMERLIGE BOLLER MED RABARBER


Halløj igen. I dag har jeg forsøgt mig med at lave boller med rabarber... Tja, det lyder måske lidt tosset - hvilket det vel egentlig også er. Derudover har jeg lavet en ny portion rabarberkompot og også en portion vaniljebagte rabarber. Måske får I noget af det at se på et senere tidspunkt. Men i hvert fald: BOLLER MED RABARBER! Det smager overraskende godt - især med smør og ost på toppen. Nam. Jeg har lavet minimale ændringer i opskriften, som stammer fra Karolines Køkken:


Til 8 stk raberberboller:
125 ml vand
125 g rabarber
2 spsk sukker
---
25 g gær
25 g blødt smør
1 tsk salt
1 dl rugmel
3,5 dl sigtet speltmel

Kog rabarber i vand og sukker og lad det køle til det er omkring lillefingervarmt. Opløs gæren i rabarberblandingen og tilsæt resten af ingredienserne. Sæt dejen til hævning i mindst 45 minutter med et klæde over. Lav 8 boller af dejen (brug evt to spiseskeer til at forme med). Bollerne stilles til efterhævning i 10 minutter og bages derefter ved 225 grader i ca. 15 minutter.  

Lad bollerne køle lidt af og nyd dem lune med smør, ost og / eller din yndlingsmarmelade! Voilà!



08 juni 2013

CREMET RABARBER-DRIK MED JORDBÆR


Rabarber er en fantastisk spise og smager absolut fantastisk. Vi er de heldige ejere af en helvedes masse rabarber, så hvis I har forslag til retter hvori de kan indgå så giv lyd. Jeg vil helst undgå at lave for meget kage-værk i rabarberkategorien af frygt for at jeg kommer til at spise det (tja, hva' skal man ellers bruge det til?). Nå, men det var jo den her opskrift jeg skulle skrive lidt om. Drikken her består hovedsagligt af rabarberkompot og dernæst frosne jordbær. Kombinationen er super lækker og konsistensen er cremet og dejlig. Jeg vil varmt anbefale den til et morgenmåltid, mellemmåltid eller måske endda et sundere alternativ til en dessert (kommer selvfølgelig an på alternativet). Men her kommer opskriften i hvert fald: 

Til 1 stort glas:
2 dl rabarberkompot
100 g frosne jordbær
½ dl græsk yoghurt 
½ dl mælk
Akaciehonning

Kom alle ingredienserne i en blender og blend til drikken er ensartet. Smag til med akaciehonning efter behag. Kompotten skal gerne laves dagen før, så den er afkølet når denne drik bliver tryllet frem.

Drikken gør sig særdeles godt i sommersolen, efter solbadning, i en eksamenslæsningspause, på en søndag, når man er i jeg-har-bare-lige-lyst-til-et-eller-andet-humør eller når man lige har lyst til at køre en tur med blenderen.