31 juli 2013

LETTE OG LÆKRE LAKRIDSKYS

 


Sikke nogle fine kys. Lakridskys for at være mere præcis. Jeg har aldrig lavet dem med lakridssmag før, men jeg synes det fungerer ganske godt. Hvis man er til søde sager er kys nok noget nær det bedste. De består stort set ikke af andet end sukker og så er de tilmed lette at lave. Jeg kan i hvert fald garantere et sukkerchock hvis du spiser hele denne portion. 
Og i anledning af, at disse blev fremtryllet, brugte jeg min fine nye sprøjtepose hvortil der hører flere forskellige tyller. Jeg fik sættet af min kære farmor, som jo tydeligvis har forstand på hvad jeg går og mangler. Opskriften lyder som følger: 

Til ca. 30 kys
3 æggehvider
150 g flormelis
1-2 tsk lakridspulver

Pisk hviderne næsten stive og tilsæt flormelis og lakridspulver lidt ad gangen. Pisk i ca. 5-10 minutter til konsistensen er sej og lækker. Kom det i en sprøjtepose med stjernetyl (eller anden) og sprøjt dem ud på en bageplade. Bag kyssene ved 100 grader i 1 time og et kvarter. 

Mine blev sprøde uden på og en smule chewy indeni. Hvis du vil have dem mere eller mindre sprøde kan du altid justere bagetiden. Jo længere tid, jo mere sprød. Men de må ikke tage farve. 
Jeg forestiller mig, at ribs kunne være ganske lækre i selskab med et kys. Det må i hvert fald være noget af en kontrast. Og en fryd for øjet. Haps!




28 juli 2013

DETOX-SALAT MED BLOMKÅL, GULERØDDER OG SOLSIKKEKERNER



Hold da op for en fancy overskrift jeg fik bikset sammen dér. Den dækker over denne sprøde salat jeg har lavet flere gange de sidste par dage. 
Jeg blev inspireret af et billede på Pinterest (det sker tit) og jeg klikkede derfor ind på opskriften bag billedet. Jeg følte stor trang til at prøve noget lignende, så det gjorde jeg. Jeg synes egentlig denne version kan minde meget om en råkost, men hvis man finder den rette balance mellem blomkål og gulerødder, bliver det endnu bedre end nogen råkost jeg i mit (korte) liv har smagt.  
Salaten kan selvfølgelig varieres, så den smager ligesom man selv vil have den. Jeg overvejer om broccoli, kikærter eller granatæble vil passe til ... Opskriften er beregnet som tilbehør til ca tre-fire personer:

Kilde: oh she glows
½ blomkålshoved 
3 gulerødder
1 håndfuld finthakket persille
½ dl solsikkekerner
½ dl rosiner
½ citron, saften af
2 spsk olivenolie
½-1 tsk ahornsirup

Riv blomkål og gulerødder og kom det i en skål (du kan også tage din foodprocessor i brug, hvis du er den heldige ejer af sådan én). Tilsæt derefter persille, solsikkekerner og rosiner. Rør citronsaft, olivenolie og ahornsirup sammen og hæld det over. Vend det hele sammen og smag til. Forholdet mellem sur og sød kan let reguleres, så det passer dine egne smagsløg. 

Nyd salaten i sommersolen med et glas isvand og føl dig sommersund!


19 juli 2013

BRUNCH-IDE: YOGHURT MED BLÅ BÆR



Jeg elsker morgenmad og synes egentlig det er en smule mærkværdigt at nogle er i stand til at leve uden. Men sådan er mennesker heldigvis så forskellige. Til brunch (for laaaang tid siden) lavede jeg disse små glas med yoghurt og en lyn-"kompot" af blåbær og brombær og en lille smule sukker. På toppen kunne man evt komme lidt hjemmelavet müsli (link), kokos eller hvad man er til. 
Jeg lavede seks af disse små glas, men man kan selvfølgelig også lave en større portion og nyde den til morgenmad. Jeg brugte sådan cirka:
3 dl neutral yoghurt*
1 dl (frosne) blåbær
1 dl (frosne) brombær
2 tsk rørsukker

Tag bærrene op af fryseren og hæld kogende vand over for at dræbe bakterier (eller lad vær'). Hæld vandet fra og mos bærrene en smule med sukkeret. Kom yoghurten op i serveringsglassene og top den derefter med den blå kompot. Kom evt lidt müsli på toppen eller server det ved siden af.  

* Du kan sagtens bruge græsk yoghurt og evt "fortynde" det med mælk. 

Det tager ingen tid at lave og smager rigtig godt. Så det er bare med at komme i sving! Og flagene er til jer der har fødselsdag i sommervarmen!

04 juli 2013

4. JULI: HINDBÆR-BLÅBÆR-MUFFINS MED HVID CHOKOLADE

 
 

I anledningen af den fjerde juli, tænkte jeg, at vi var flere, der kunne trænge til noget sødt. Og hvad løser den opgave bedre end muffins a la Stars And Stripes? Disse er med hindbær, blåbær og hvid chokolade, som jo tilfældigvis har samme farver som flaget. Okay måske er det ikke så let at se, men hvis du ligger inde med et par små amerikanske flag, ville det jo ikke gøre noget at komme dem i kagerne. Det er egentlig ikke fordi jeg har nogen som helst tilknytning til De Forenede Stater, men jeg synes nu, det var en god lejlighed til at lave lidt lækkert. Og tro mig, disse er VIRKELIG lækre! Det er også sjovt at se hvor meget de anvender dagen til festligheder: mad og udsmykning i rød, hvid og blå. Nå, men hvis I vil have opskriften på nogle helt uimodståelige, svampede, friske, søde muffins med bær og hvid chokolade, så læs med: 

Til ca. 16 muffins:
75 g blødt smør
200 g sukker
2 æg
2 dl græsk yoghurt
260 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
1½ tsk vaniljesukker
60 g hindbær
60 g blåbær
100 g hvid chokolade

Rør smør og sukker sammen til det er en ensartet masse og pisk æggene i et ad gangen. Tilsæt græsk yoghurt rør det sammen. Si mel, bagepulver og vaniljesukker i dejen og rør. Vend til sidst den grofthakkede chokolade samt bærrene i dejen. Kom dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i 30-35 minutter. Stik i dem for at tjekke om de er færdige. Serveres med et lille drys flormelis og en kop god the eller kaffe. 

VELBEKOMME!


01 juli 2013

ISTE MED SMAG AF MYNTE OG CITRON

   


Iste er den ideelle drik når solen buldrer ned over os blege ferieramte mennesker der bare trænger til ren afslapning og at få slukket tørsten i sommerheden ... Dog bliver det ikke aktuelt lige foreløbigt, da dmi ikke ligefrem lover sommervejr de næste par dage. Og ja, vejret kan man da altid snakke om. Hvis I skulle have lyst til at prøve en hjemmelavet iste af, så vil jeg klart anbefale denne - som både smager dejlig friskt, er smuk og så slukker den sjovt nok tørsten. Den skal serveres kold (egentlig pudsigt når nu det er en ISte vi har med at gøre), så det er bare med at komme i gang. Du skal bruge:

Til 1 liter iste: 
1 liter kogende vand
2 tsk grøn myntete
1 spsk sukker
20 blade citronmelise
½ øko citron
Ribs til pynt

Lad teen trække ca. syv minutter og kom derefter sukker i og rør til det er opløst. Tilsæt citronmelise og citronskiver og lad det trække en times tid. Smag teen til og tilsæt evt. mere sødt eller surt og afkøl teen og tilsæt et par isterninger, ribs på kanten af glasset og et fancy sugerør for at tilføre det sidste touch.